Sterilisation og kastration af kat
Hos Marienhoff Dyreklinik udfører vi sterilisation og kastration af kat i trygge omgivelser på Djursland. Vi vil gerne gøre oplevelsen tryg for både dig og din kat. Derfor anbefaler vi, at du bestiller tid på en af vores særlige kattedage.
Derfor tager vores hjertevarme personale sig altid god tid til at tale hele processen igennem med dig og vil blandet andet spørge dig, om du vil have din kat øretatoveret og registreret i forbindelse med operationen.
Særlige kattedageHvorfor skal katten neutraliseres?
Vi anbefaler, at du lader din kat neutralisere, hvis du ikke har planer om at bruge katten til avl. Generelt trives katten bedre, når den er neutraliseret, fordi den har færre konflikter med andre katte og får færre adfærdsproblemer. I Danmark har vi desuden stigende problemer med herreløse katte, og som katteejer har du her et medansvar. Hunkatten kommer ofte i løbetid, og det kan resultere i adskillige uønskede killingekuld om året.
Sterilisation af hunkat
Der er mange årsager til at lade sin hunkat sterilisere.
Den mest udbredte årsag er at forhindre uønsket drægtighed, men sterilisation er også forbundet med reduceret risiko for en række alvorlige sygdomme.
Vi anbefaler, at hunkatte steriliseres inden første løbetid, hvis du ikke ønsker killinger i fremtiden.
Kastration af hankat
Som hankatteejer har du også et medansvar for at forhindre uønskede killinger. Vi anbefaler derfor, at du lader din hankat kastrere, inden den bliver kønsmoden.
Kastration af hankatte er også forbundet med en række adfærdsrelaterede fordele – herunder mindre stress, dominerende adfærd og territorieafmærkning. Helbredsmæssigt er der både fordele og ulemper ved kastration.
En af de hyppigste ulemper er øget tendens til at danne urinsten. Heldigvis kan det forebygges effektivt ved korrekt fodring af katten med foder beregnet til neutraliserede katte.
Sådan foregår sterilisation og kastration
Sterilisation og kastration bliver udført kirurgisk. Din kat skal derfor møde fastende op på klinikken på operationsdagen. Indgrebet bliver udført uden tilstedeværelse af ejer, men du er meget velkommen til at holde i pote og berolige din kat, mens den falder i søvn.
For hankatten er indgrebet forholdsvis lille. Hunkatten skal gennem en lidt større operation og får tilført ilt og narkosegas under indgrebet, ligesom den får væske gennem et venekateter.
Værd af vide efter sterilisation og kastration
Hos Marienhoff Dyreklinik anvender vi præparater med mindst mulig påvirkning, når vi bedøver din kat. Derfor er langt de fleste katte oppe og gå få timer efter operation, og du kan få din ven med hjem samme dag.
Vi sørger for, at du er grundigt instrueret i smertebehandling og pleje af din nyopererede kat. Vær opmærksom på, at din kat vil være påvirket af narkosen resten af dagen og skal holdes inde indtil operationssåret er helet.
Kontakt os
Stressfri af din spindende ven